Niels Bay var pædagog på den bemandede legeplads Degnestavnens legeplads, hvor drenge som Enver, der var smidt ud af andre daginstitutioner, hver dag kom og spillede fodbold eller dyrkede anden sport. Men ikke kun for sjov. For Niels Bay handlede det om at drengene skulle lære at styre deres nerver og deres aggressioner.

​

Nogle læsere har måske set filmen ”Pas på nerverne” fra 2005, men ellers er Niels Bay ikke så kendt uden for fagpædagogiske kredse. Skal man forstå Street Societys arbejde og pædagogik, så er Niels Bay imidlertid nøglen.

​

Enver var én af de drenge, der kom på Niels Bays legeplads. Og var, med egne ord, en rod, der nemt kunne være havnet i kriminalitet. Hans egen far sad i fængsel og han var mere eller mindre overladt til sig selv og til gaden. ”Niels var jo den første voksne vi mødte, som tog os seriøst og stillede krav”, fortæller Enver.

​

”Pas på nerverne”, kunne man tit høre Niels råbe til drengene på legepladsen, hvis han så tegn til at de hidsede sig op. Niels Bay stod altid på sidelinjen til sportsaktiviteterne med pen og papirer og nedskrev noter til et pointsystem, hvor kammeratlig adfærd gav lige så mange eller flere point end lækre bolddetaljer. Så hvis man ville score højt på den pointtavle, som Niels Bay hver dag udarbejdede og offentliggjorde, så gjaldt det altså om at være en god dreng. Efter en periode lægges alle pointene sammen og så uddeler Niels priser til de bedste kammerater, de bedste spillere, de bedste detaljer, etc.

​

Niels tog sig tid til det enkelte barn, også udover hvad der egentlig var hans jobbeskrivelse, han gav dem omsorg og knus, som de ikke fik derhjemme. Niels Bay stillede krav til drengene og udstedte et tårnhøjt ambitionsniveau: han tog dem med på museer og biblioteker, underviste dem i Shakespeare, Holberg og Mozart, og belønnede dem, når de beherskede kulturelle referencer korrekt.

​

Se filmen “Pas på nerverne” på www.filmcentralen.dk/alle/film/pas-pa-nerverne