Jeg arbejder med social-politisk kontekstrelateret funktionel kunst. Dvs. at eksperimentere med hvordan kunst, som “rum”, platform, strategi, metode og forskning, kan bruges til at udvikle situationer i (lokal)samfundet. Som kunstner, og med mit team, involverer jeg mig i faktiske sociale kontekster, og igangsætter en 'videnproduktion', der tilbyder en alternativ tilgang, med fx etik og empati, til andre udviklingsmetoder vi har i samfundet.
Jeg arbejder både i det offentlige rum og på kunstinstitutioner. I det offentlige rum udvikler jeg fx byrum, fysiske/æstetiske løsninger, fællesskaber, kærlighed og konfliktløsning. Emnemæssigt handler min praksis hovedsagligt om empati. Jeg har igennem en årrække udviklet en særlig metoder til at fremkalde og styrke medfølelse og empati, bl.a. for udsatte eller “de andre” grupper. Som regel inviteres mennesker jeg samarbejder med ind i et “kunstrum”, hvor faglige rammer og normer kan tilsidesættes for en stund. Jeg oplever at folk tager imod dette med glæde. Det er lidt som at gå til udklædningsfest eller øve drama, hvor vi kan prøve og udvikle nye sider af os selv. De føler, oplever jeg, en særlig tryghed i den ramme jeg skaber, som gør at vi flere sammen kan udvikle noget stærkt. Den ramme er bl.a. en etisk ramme, en sted hvor jeg fordrer integritet - hos mig og de andre, noget som de sjældent for lov til at have på deres arbejde - et sted hvor vi bruger tid, tid til at skabe ordentlig kvalitet, nærvær og reflektion, også ofte en mangel. Derfor opleves det vigtigt, folk bliver meget seriøse omkring at skabe noget som helt igennem forandre os og de forhold og rammer vi arbejder med. Dekonstruktionen. Vi tager på en rejse sammen og lærer hinanden godt at kende. Forandrer. Omformer.
Tillid opbygges og vi produceres begge. Jeg går ind i projekterne og samarbejderne med kravet om at jeg også skal produceres og udvikles. Jeg skal ikke hjælpe. Vi skaber noget sammen og vi kommer begge med noget. Vi er vant til ikke at forvente det store af fx udsatte, men det gør jeg som metodisk greb, for at sikre respekten og at det er en ligeværdige platform, som Deleuze definerer som “radikal horisontality”. Her træder vores forskelligheder tydeligere frem (end i et hierarkisk forhold) og vi kan bruge hinandens bidrag. Der dannes et nyt publikum, som ikke er passivt be-skuende, men medvirkende, bidragende og især i en læringsposition.
I min kunstpraksis har jeg bl.a. udviklet metoder til inddragelse af socialt udsatte, involvering af brugere i udviklingen af fx byrum, interviewmetoder ifm. involvering som giver et bedre bidrag til fx en kreativ arkitektonisk formgivning, metoder til at kombinere konfliktløsning og brugerinvolvering ved at formidle ønsker, drømme og fordomme imellem grupper og personer.
Jeg er optaget af hvordan min kunstneriske forskning kan få strukturel indvirkning. I forsøget på dette har jeg udgivet en bog (Kunstnerisk udviklede metoder til brugerinvolvering), film om metoder udviklet i projekter (om næsten alle mine større projekter) samt lavet tre rapporter finansieret og udgivet af boligministeriet for at videregive metoder som er udviklet i mine kunst og udsmykningsprojekter. Jeg deltager jævnligt i følge- og netværksgrupper fx om udviklingen af Nordhavnen i Kbh, Bording, Køge Søndre Havn og Sydhavnen i Århus. Projekterne har dermed potentiale til at generere flere nye lag. Kunsten kan få betydning og skabe værktøjer.
Jeg har udviklet en værkmodel, som udover form og indhold, har diskurs, proces og kontekst. Det som siges og skrives om værket bliver også en del af værkopfattelsen (diskurs), processen og deltagelsen er afgørende for tilblivelsen, ligesom at den sociale og politiske kontekst skal forståes for at forstå værket, og om muligt bearbejdes. Fx som i Folkets Park, hvor de unge mænd (farlige!) igennem at blive inddraget, foreslog at børnefamilier ville være godt for parkens tryghed. Dermed begyndte børnefamilierne at tro på at det kunne være trygt i parken. Når jeg arbejder i det off. rum med arkitektur, arbejder jeg også med indhold, fx ved at det at brugerne (øldrikkerne) er blevet set og hørt og har bidraget, bliver en del af andres forståelse af Enghave Minipark.
Den samfundsmæssige rolle og ambition for min kunst er at påvirke og udvikle konkrete strukturer og diskurser. Den kan derfor ses som en operativ og performativ praksis, med et programmatisk aspekt, en intention. Værket skal dermed ikke blot handle om eller tematisere, det handler også - iværksætter begivenheder, situationer og et taktilt æstetisk forslag, der undersøger hvordan kunsten kan bidrage til samfundet med kunsten som metode og faglighed. En faglighed som, bl.a. i min praksis, kan tænke på tværs af alle fagligheder, gentænke dem og bruge etik og kreativitet til at dekonstruere situationer og udfordringer og komme med andre former for forslag.
Jeg inviterer ind i et “kunstrum” under min kunstneriske ledelse (en anden form for ledelse!), hvor vi arbejder med at frigøre os fra vores fagligheder, fordomme, hierarkier, normer og facader - for at skabe nye løsninger. Som en ‘skitse’ mellem virkelighed og utopi, hvor publikum går fra at opleve det repræsenterede eller deltage i et åbent møde, til, i min praksis, at være medskabende deltagere. Deltagerne bliver også inviteret ind til at give noget af sig selv, tage etisk stilling og tale om værdier for projektets bidrag til samfundet, og på den måde bliver der et refleksivt rum i skabelsesprocessen - og ikke kun ved værkets møde med beskueren. Min kunst rækker derved udover associationen og har, kunne vi sige, en mere radikal tilgang ved at involvere deltagerne på en kunstneriske måde og give dem medansvar for løsningerne. Så måden at involvere på er dermed både et værk og en kunstnerisk strategi til at skabe et værk på.
I min kunstpraksis er jeg - ud over af det æstetiske - også formgiver af etikken, åbenheden, involveringen, gennemsigtigheden og empatien. “Den skønne deltagelse”. Jeg skaber nye billeder og mod-billeder af fx menneskers ressourcer, værdier og ideer. Ligesom at jeg skaber nye selvbilleder, ved at deltagerne kan se sig selv i nye roller og positioner, med nye muligheder for at bidrage.
Med mine projekter har jeg defineret min egen kunstpraksis og position i kunsten og har værker i Statens Museum for Kunst, Malmø Kunstmuseum og KØS’ samlinger. Mine værker er med i en række kunstbøger, senest “Berørt” af Maria Kjær Themsen, 2020, og har været genstand for over 50 specialer og Ph.d. afhandlinger ligesom der undervises i dem både på kunsthistorie-, arkitektur-, byudviklings-, performance design-, pædagog- og socialrådgiver uddannelserne.
Du kan læse kort om min kunstpraksis på kunsten.nu: www.kunsten.nu/artguide/profile/kenneth-a-balfelt/