Min kunstpraksis - af Kenneth Balfelt

Jeg arbejder med social-politisk kontekstrelateret funktionel kunst. Dvs. at eksperimentere med hvordan kunst, som “rum”, platform, strategi, metode og forskning, kan bruges til at udvikle situationer i (lokal)samfundet. 

Jeg arbejder både i det offentlige rum og på kunstinstitutioner. I det offentlige rum udvikler jeg fx byrum, fysiske/æstetiske løsninger, fællesskaber, kærlighed og konfliktløsning. Emnemæssigt handler min praksis hovedsagligt om empati. Jeg har igennem en årrække udviklet en særlig metoder til at fremkalde og styrke medfølelse og empati, bl.a. for udsatte eller “de andre” grupper. Som regel inviteres mennesker jeg samarbejder med ind i et “kunstrum”, hvor faglige rammer og normer kan tilsidesættes for en stund. Jeg oplever at folk tager imod dette med glæde. Det er lidt som at gå til udklædningsfest eller øve drama, hvor vi kan prøve og udvikle nye sider af os selv. De føler, oplever jeg, en særlig tryghed i den ramme jeg skaber, som gør at vi flere sammen kan udvikle noget stærkt. Den ramme er bl.a. en etisk ramme, en sted hvor jeg fordrer integritet - hos mig og de andre, noget som de sjældent for lov til at have på deres arbejde - et sted hvor vi bruger tid, tid til at skabe ordentlig kvalitet, nærvær og reflektion, også ofte en mangel. Derfor opleves det vigtigt, folk bliver meget seriøse omkring at skabe noget som helt igennem forandre os og de forhold og rammer vi arbejder med. Dekonstruktionen. Vi tager på en rejse sammen og lærer hinanden godt at kende. Forandrer. Omformer. 

Tillid opbygges og vi produceres begge. Jeg går ind i projekterne og samarbejderne med kravet om at jeg også skal produceres og udvikles. Jeg skal ikke hjælpe. Vi skaber noget sammen og vi kommer begge med noget. Vi er vant til ikke at forvente det store af fx udsatte, men det gør jeg som metodisk greb, for at sikre respekten og at det er en ligeværdige platform, som Deleuze definerer som “radikal horisontality”. Her træder vores forskelligheder tydeligere frem (end i et hierarkisk forhold) og vi kan bruge hinandens bidrag. Der dannes et nyt publikum, som ikke er passivt be-skuende, men medvirkende, bidragende og især i en læringsposition.

I min kunstpraksis har jeg bl.a. udviklet metoder til inddragelse af socialt udsatte, involvering af brugere i udviklingen af fx byrum, interviewmetoder ifm. involvering som giver et bedre bidrag til fx en kreativ arkitektonisk formgivning, metoder til at kombinere konfliktløsning og brugerinvolvering ved at formidle ønsker, drømme og fordomme imellem grupper og personer. Dermed er jeg - ud over af det æstetiske - også formgiver af etikken, åbenheden, involveringen, gennemsigtigheden og empatien. “Den skønne deltagelse”. Synet på mennesker og menneskers selvbilleder, kan formgives derved. Jeg skaber nye billeder og mod-billeder af fx udsatte, som konfronterer både mig selv og beskuerne: Deres ressourcer, værdier, ideer. Ligesom at jeg skaber nye selvbilleder, ved at deltagerne kan se sig selv i nye roller og positioner, med nye muligheder og bidrag. 

Jeg er optaget af hvordan min kunstneriske forskning kan få strukturel indvirkning. I forsøget på dette har jeg udgivet en bog (Kunstnerisk udviklede metoder til brugerinvolvering), film om metoder udviklet i projekter (om næsten alle mine større projekter) samt lavet tre rapporter finansieret og udgivet af boligministeriet for at videregive metoder som er udviklet i mine kunst og udsmykningsprojekter. Jeg deltager jævnligt i følge- og netværksgrupper fx om udviklingen af Nordhavnen i Kbh, Bording, Køge Søndre Havn og Sydhavnen i Århus. Projekterne har dermed potentiale til at generere flere nye lag. Kunsten kan få betydning og skabe værktøjer. 

Jeg har udviklet en værkmodel, som udover form og indhold, har diskurs og kontekst. Det som siges og skrives om værket bliver også en del af værkopfattelsen (diskurs), ligesom at konteksten skal forståes for at forstå værket, og om muligt bearbejdes. Fx som i Folkets Park, hvor de unge mænd (farlige!) igennem at blive inddraget, foreslog at børnefamilier ville være godt for parkens tryghed. Dermed begyndte børnefamilierne at tro på at det kunne være trygt i parken. Når jeg arbejder i det off. rum med arkitektur, arbejder jeg også med indhold, fx ved at det at brugerne (øldrikkerne) er blevet set og hørt og har bidraget, bliver en del af andres forståelse af Enghave Minipark.  

Jeg har værker i samlingen hos Statens Museum for Kunst, KØS, Malmø Kunstmuseum og Gøteborg Kunstmuseum og er omtalt i en række kunstbøger og en lang række specialer/afhandlinger om nutidens kunst.

Du kan læse kort om min kunstpraksis på kunsten.nu: www.kunsten.nu/artguide/profile/kenneth-a-balfelt/

Se mine værker her