Seldes udvikling

En del af Skulpturlandsby Selde 2017 kurateret af Marianne Jørgensen

Kunstfilm om landsbys udviklingsmuligheder

Af Kenneth A. Balfelt, redigeret af Thomas Elsted

Hvad skal der ske med Selde?

Selde er en lille landsby i Midtjylland 27 km nord for Skive med 350 indbyggere.

Som så mange andre landsbyer i udkanten af Danmark, langt væk fra de store styrende byer, som frygter at svinde helt ind. Hver gang en butik lukker, en offentlig institution skærer ned, nogen flytter eller dør giver det et “gib” i beboerne: Hvad betyder det for os? Da kommunen fjernede overbygningen fra Selde Skole, så der kun var 0-6. klasse tilbage, var flere lidt opgivende - og oplevede det som endnu et skridt imod “lukning”.

Men når de kigger ud over fjorden og ser hvordan havet ser ud i dag, lige dette øjeblik, og konstaterer at naturen er forunderlig og maler sit helt eget billede dag for dag, time for time. Eller en ældre beboer endnu en gang frivilligt hjælper til med at sætte varer på hylderne i Brugsen. Så ved de godt hvorfor de selv er her. Og elsker det.

Men hvad kan beboerne selv gøre for at vende udviklingen, for at bevare byens institutioner, som skolen, ældrecentret, hallen og de få butikker? Hvad skal der gøres og af hvem? For nogle er den kendt som byen med kunst i det offentlige rum, så hvilken rolle kan kunsten spille? Skal Selde samarbejde med andre små landsbyer omkring eller skabe sin egen profil?

Mit værk, som er en film med interviews af borgere i Selde om Seldes udvikling, er placeret i Brugsen, et af byens væsentligste samlingspunkter. Her kan alle se og høre 12 borgeres synspunkter om seldes udvikling og muligheder i håbet om at det kan starte en debat i byen, omegn og fx kommunen.

Billedkunstner Kenneth A. Balfelt

RAPPORTER TIL INSPIRATION OM LANDSBYUDVIKLING:
 

Mulighedernes Land – Nye veje til udvikling i yderområder 

Mulighedernes Land -- erfaringer fra 16 projekter (pixieudgave)

Trods dårlige odds - international inspiration til danske yderområder

Med udgangspunkt i stedet - Mulighedernes Land og det nye landdistriktsparadigme